Milliardhandel: AP Pension køber ejendomskoncernen Bostad

Den danske ejendomskoncern Bostad har hidtil været ejet af den amerikanske kapitalfond Castlelake, men snart er boligkoncernen tilbage på danske hænder. Pensionsselskabet AP Pension har således købt hele koncernen – en handel som har været længe undervejs. Sammen med den amerikanske kapitalfond har Bostad selv været i marken for at finde interesserede investorer.

”Til sidst havde vi et felt på fire interessante bud fra købere fordelt på tre kontinenter. AP Pension gav et attraktivt bud og er en etableret, dansk spiller, som kender vores historie og forstår selskabet” fortæller Bostads administrerende direktør William Kanta ifølge Finans.dk.
Foto: AP Pension

Målet er et solidt og langsigtet afkast

Med handlen sikrer AP Pension sig mere end 70 boligejendomme, som alle er placeret i såkaldte ’regionale vækstbyer’. Den attraktive handel skal ifølge adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, skabe et solidt, langsigtet afkast til kunderne:

”Købet af Bostad A/S og deres ejendomsportefølje er kun første trin i det kommende samarbejde. AP Ejendomme er en af landets førende ejendomsudviklere, og vi har en stor pipeline af udviklingsprojekter, som vi løbende har brug for at kunne afsætte i markedet”, fortæller Peter Olsson.

Imponerende årsresultat

Ejendomskoncern Bostad blev grundlagt i 2006, og kunne i november 2021 præsentere virksomhedens hidtil bedste regnskab, som lød på hele 195 mio. kr. efter skat (resultat for 2020/2021). Året forinden lød resultatet på beskedne 12,2 mio.

”Det har været den mest spændende rejse, jeg har været på, og en drøm for mig personligt at være med til at forvandle et selskab på den her måde. Det har jeg investeret et par år af mit liv på sammen med resten af teamet, og jeg er utrolig stolt over, at det er lykkedes, og at AP Pension nu har de bedste betingelser for at fortsætte væksten” fortæller William Kanta, der indtil videre fortsætter som direktør for Bostad.

Den konkrete pris, som AP Pension må betale for Bostad, er ikke oplyst, men lyder efter alt at dømme på flere milliarder. Handlen forventes gennemført af de danske konkurrencemyndigheder ultimo januar 2022.

Du kan også læse nyheden hos Finans.dk her.

VIRKSOMHEDSDATA.COM

Virksomhedsdata.com gør det nemt at finde potentielle kunder, leverandører og partnere indenfor din branche.

Drevet af Jysk Mediehus ApS       Kontakt: kontakt@jyskmediehus.dk