Hundepension: Sådan finder du den bedste pension til din hund

Leder du efter en hundepension i dit lokalområde? På denne side kan du blive klogere på hvad du skal overveje, når du skal vælge hundepension, ligesom du kan se et udvalg af de mest populære hundepensioner nær dig.
Find en hundepension

Tryghed

LÆS MERE

Faciliteter

LÆS MERE

Skal hunden med på ferie?

Som hundeejer kender du sikkert problematikken: Skal du tage hunden med på ferie? Der findes som bekendt mange forskellige ferieformer, og nogle af disse kan sagtens gennemføres med hund. Det gælder f.eks. campingferier og sommerhusture. Skal I køre langt eller måske med fly eller tog, er det ikke så oplagt at have hunden med. Og slet ikke hvis ferien går til en storby.
Udover at overveje hvor det er muligt at medbringe din hund, bør du naturligvis også tænke over hvad der vil være bedst for hunden. Selvom din hun uden tvivl har det bedst i dit selskab, så har de fleste hunde brug for rolige og trygge omgivelser. Sådan nogle omgivelser finder du oftere hos den lokale hundepension end på forskellige feriedestinationer.

Hvad er en hundepension?

En hundepension er et sted, hvor du kan efterlade din hund, når du skal rejse væk i en længere periode. En hundepension drives som regel af passionerede mennesker, der ser arbejdet med hundepensionen som en livsstil. Af denne grund bliver hundene normalt passet og plejet efter alle kunstens regler, mens du er bortrejst.
I hundepension består som regel af en række bure, hvor hundene kan opholde sig. Flere steder har hundene adgang til en udendørs løbegård, hvilket giver hunden mulighed for at få frisk luft. Har hunden ikke direkte adgang til en udendørs løbegård, kan den måske blive luftet af pensionens medarbejdere. Ofte er det muligt at betale sig fra at hunden får en eller flere daglige gåture.

Tips: Det skal du overveje, når du skal vælge hundepension

Anmeldelser / omdømme
Faciliteter
Pris
Beliggenhed
Tryghed

Anmeldelser af hundepensionen

Det er altid en god idé at benytte en hundepension, som du har hørt godt om – enten fra venner og bekendte, eller gennem anmeldelser i internettet. Er du medlem af en gruppe på Facebook, som har fokus på hunde, kan det også være oplagt at spørge andre brugere til råds. Du kan lige så godt benytte dig af andres gode oplevelser.

Faciliteter

Det siger sig selv, at du skal vurdere de faciliteter, som hundepensionen stiller til rådighed. Her skal du først og fremmest se på hvilke faciliteter, der er relevant for din hund. Hvad har din hund brug for, hvis den skal have en god oplevelse på hundepensionen.

Boksens størrelse

Det er vigtigt at hunden har en rummelig boks, men præcis hvor stor den skal være, kommer naturligvis an på din hun. Jo større hund desto større boks bør den naturligvis have. En størrelse mellem 5 og 8 kvadratmeter vil være tilstrækkeligt for langt de fleste hunde.

Udendørs løbegård

En hund har godt af frisk luft samt en afveksling fra den indendørs boks. Af denne grund er det vigtigt, at hunden kan komme udenfor under opholdet på hundepensionen. En udendørs løbegård på 6 til 10 kvadratmeter vil være godt for din hund. Den optimale størrelse kommer dog an på din hund.

Varme og kulde i boksene

Alt efter årstid kan det være relevant at overveje temperaturen i hundeboksene. Nogle hundepensioner tilbyder bokse med gulvvarme, hvilket naturligvis er en fin luksus, men sjældent nødvendigt hvis hunden har din kurv eller tæppe med. Overvej også om der er en god udluftning i området med hundeboksene, så der ikke bliver for varmt. Dette gælder i særdeleshed i sommerperioden.

Opsyn

Hvordan holdes der opsyn med hundene? Er der altid personale i nærheden? Nogle hundepensioner har videoovervågning af boksene, så personalet altid har styr på, hvad den enkelte hund foretager sig.

Kontrol

Der skal også føres opsyn med selve hundepensionen. Virksomheder, der driver erhvervsmæssige hundepensioner/hundeinternater, skal nemlig have tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Du bør derfor tjekke at denne tilladelse er på plads, da det er din garanti for, at pensionen er blevet kontrolleret af fagpersonale.
Du skal dog være opmærksom på, at hundepensioner og internater, hvor der holdes mindre end fire hunde ad gangen, ikke er omfattet af reglerne. Fra denne side kan du tilgå en liste over alle tilladte hundepensioner (og kenneler) i Danmark.

Indhegnede løbefolde

Det er selvfølgelig optimalt hvis din hund har mulighed for at røre sig under opholdet på hundepensionen. Den udendørs løbegård sørger for at hunden får frisk luft i løbet af dagen, men flere hundepensioner tilbyder også indhegnede løbefolde, hvor hunden kan løbe, lege og strække ud.
Hvorvidt det er nødvendigt med en indhegnet løbefold, kommer naturligvis an på hundens aktivitetsniveau. Nogle hunde er meget aktive, og har brug for at løbe meget, mens andre hunde er knap så energiske. Energiniveauet kan både skylde race og alder på hunden.

Gåture

Tilbydes der gåture med hunden? For hunden byder en gåtur både på menneskelig kontakt og mulighed for at aktivere kroppen. Nogle hundepensioner tilbyder gåture med hundene – eventuelt mod ekstrabetaling. Denne mulighed kan du med fordel benytte, hvis din hund er vant til at få en gåtur. Bor du på en ejendom, hvor hunden primært opholder sig i haven, er en gåtur ikke nær så relevant.

Hundepensionens størrelse

Hundepensionens størrelse er også relevant at vurdere. Er hundepensionen stor, betyder det måske, at det er lettere at bestille plads til din hund. Eftersom de fleste hundeejere foretrækker at benytte den samme pension igen og igen, er det selvfølgelig en fordel, at pensionen har mange pladser. Omvendt kan en mindre hundepension betyde, at der er mere tid til den enkelte hund.
De fysiske rammer, ikke mindst indretningen af lokalerne, er også relevant i denne sammenhæng. Her bør du i særdeleshed kigge på, hvor mange hundebokse der er i hver afdeling. Jo færre desto bedre. Mange hundebokse i én afdeling betyder flere hunde samlet på ét sted, og her risikerer hundene at stresse hinanden.

Wellness for hundene

Nogle hundepensioner tilbyder wellness for hundene, så hvis du virkelig vil forkæle din hund, så er det selvfølgelig denne type pension, du skal vælge. Wellness for hunde kan f.eks. bestå af hundemassage, bad, waterwalking etc.

Åbningstider

Hvornår kan hunden afleveres og afhentes? Tidspunkterne skal gerne passe ind i dit program, og derfor er det en god idé at tjekke tidspunkterne for aflevering og afhentning inden du bestiller plads. Nogle hundepensioner har blot åbent for aflevering i et meget begrænset tidsrum, hvilket du have med i dine overvejelser.

Pris

Prisen spiller selvfølgelig en rolle, men den bør ikke være det afgørende. Det er således ikke smart at vælge den billigste hundepension udelukkende fordi den er den billigste. Vælg den pension, der passer bedst til din hund så længe prisen er rimelig.
Prisen på en plads i hundepension kan variere meget. Priserne afhænger både af de faciliteter som hundepensionen tilbyder og af pensionens beliggenhed (samt evt. konkurrence fra omkringliggende pensioner). Ofte vil priserne ligge mellem 150 og 400 kr. pr dag for en enkelt hund. Har du flere hunde, som kan indlogeres i samme boks, vil der som regel være rabat.
Nogle hundepensioner tilbyder også forskellige rabatordninger – f.eks. ’klippekort’ hvor hver 10. overnatning er gratis eller lignende. Vær desuden opmærksom på, at der kan være forskel på høj- og lavsæson ligesom der kan være tillæg ved højtider som jul og nytår.

Beliggenhed

Hvor ligger hundepensionen? Det skal gerne være nemt for dig at aflevere hunden, når den skal passes, og derfor spiller beliggenheden naturligvis en væsentlig rolle, når du skal beslutte dig for en konkret pension.

Afhentning af hund

Har du ikke selv mulighed for at bringe og hente din hund, så tilbyder flere hundepensioner at klare det for dig. Det er naturligvis en god service, som mange mennesker benytter sig af, men det kan dog være problematisk at sende din hund hen til et sted, som du ikke selv har set og vurderet. Du bør derfor aflægge hundepensionen et besøg, inden du træffer aftale om afhentning af din hund.

Er en hundepension prisen værd?

Omkostningerne ved at sætte din hund i pension afhænger af flere faktorer, f.eks. størrelsen eller racen af din hund og det niveau af pleje, som den kræver, mens den opholder sig på stedet.
Prisen kan også variere afhængigt af, hvor du bor, om der er efterspørgsel efter pensioner i dit område, og hvilke andre tjenester eller faciliteter der er tilgængelige. I sidste ende, det er helt sikkert værd at sætte din hund i pension, hvis du rejser væk og ikke kan tage den med dig. Det giver ikke kun dit kæledyr et sikkert og behageligt sted at bo, mens du er væk, men mange pensioner tilbyder også ekstra tjenester som f.eks. pleje, motion eller leg, der kan hjælpe med at holde din hund glad og sund. Så hvis prisen ligger inden for dit budget, og du mener, at det er det rigtige for dit kæledyr, kan internat være et godt valg.

Hav styr på vaccinationerne

Det er ikke unormalt at hundepensionen kræver at din hund er vaccineret, inden den kan tilbydes en plads på pensionen. Er der ikke angivet et vaccinekrav på hundepensionens hjemmeside, kan du eventuelt kontakte pensionen for at høre om din hund opfylder eventuelle krav.
Blandt de mest almindelige vacciner, som en hundepension kan kræve af din hund, er DHP. DHP-vaccinen beskytter din hund mod hundesyge (D), leverbetændelse (H) og parvovirus (P). Hvalpe får gerne DHP-vaccinen to gange (med 4 ugers mellemrum), hvorefter de skal genvaccineres efter 1 år. Derefter er DHP-vaccinen gyldig i 3 år.
BbPi-vaccinen mod kennelhoste er en anden vaccine, som ofte vil være et krav. Denne vaccine beskytter både mod kennelhoste virus og bakterier. Vaccinerne skal være skrevet ind i hundens pas.

Tryghed

Tryghed er det vigtigste – både for dig og din hund. Hunden skal føles sig tryg ved det sted, du bringer den hen, ligesom du skal føle dig tryg ved at efterlade hunden. Vælger du en hundepension, du er tryg ved, slipper du for at bekymre dig unødigt og derved få ødelagt din ferie.

Trygge rammer

Der er naturligvis mange faktorer, der spiller ind, du man skal vurdere, om en hundepension er et trygt valg. Først og fremmest bør du overveje pensionens fysiske rammer. Virker det gode for din hund? Som tidligere beskrevet, er det ikke alle hunde der har samme behov for faciliteter, og du bør derfor vurdere hundepensionen ud fra de behov som netop din hund har. En hundepension kan sagtens passe perfekt til nogle hunde mens den vil passe dårligt til andre. Det kommer både an på race, alder og temperament. Du kan læse mere om hundens behov hos Dansk Kennel Klub.

Personalet

Udover de fysiske rammer, er det selvfølgelig vigtigt at personalet er tryghedsskabende. Ofte møder man blot en enkelt medarbejder – i flere tilfælde ejeren af pensionen – når man kommer for at aflevere sin hund. Det kan derfor være svært at vurdere om det øvrige personale virker kompetent og imødekommende. Hvis det er ejeren selv, der tager imod, kan dennes væremåde dog være en god indikator for, hvordan hundepensionen drives i det daglige.

De andre hunde

Tryghed for din hund er naturligvis også betinget af de øvrige hunde, som opholder sig på hundepensionen. Det er som regel vanskeligt at vide, hvilke hunde der kommer til at være i nærheden af netop din hund, og du må derfor ofte stole på, at pensionens personale placerer hundene på en god og hensynsfuld måde, når de får tildelt deres bur.
Du kan dog med fordel undersøge hvor mange bure, der er i hver af pensionens afdelinger, og derved få en fornemmelse af, hvor mange hunde der vil være i umiddelbar nærhed af din hund.
Undersøg også, om hundepensionen er målrettet mod specifikke hunderacer. Flere hundepensioner drives af opdrættere, som samtidig har en hundekennel. Dette behøver bestemt ikke at være et problem – tværtimod så viser dette blot at ejeren er dedikeret til arbejdet med hunde. Det kan dog være relevant at vide hvilken type hunde, der opdrættes.
Opdrættes der f.eks. rottweilere er hundepensionen måske ikke det oplagte valg, hvis du selv har en skotsk terrier. Omvendt vil det naturligvis være oplagt at benytte en hundepension som samtidig har opdræt af skotske terrier, da men må formode at ejeren derfor har et godt kendskab til netop denne race.

Hvad kan du selv gøre for at give hunden en god oplevelse?

Du kan bl.a. skabe tryghed ved at give hunden et stykke tøj eller andet, som hunden forbinder med dig og din lugt. Har hunden dette tøjstykke i nærheden, vil den muligvis føles sig mere tryg.
Tænk også over hvordan du opfører dig når du afleverer hunden. Er du trist eller nervøs, kan disse følelser måske forplante sig til hunden. Hunde er gode til at fornemme menneskers følelsesmæssige tilstand, og hvis du er urolig, kan denne uro ofte smitte af på hunden. Du bør derfor sørge for at være fattet, og glædedig ved tanke om, at du snart skal se din hund igen.

Hvad bør du kigge efter, når du skal vælge hundepension?

Der er flere vigtige faktorer at overveje, når man vælger en hundepension. Det omfatter bl.a. niveauet af den pleje, som stedet tilbyder, dets omkostninger, dets beliggenhed og den generelle sikkerhed og komfort for de hunde, der er i deres varetægt. Nogle af de vigtigste ting, du skal kigge efter, er bl.a.:
- Gode og velholdte faciliteter med masser af plads, så hundene kan bevæge sig komfortabelt.
- Rene og indbydende forhold.
- Erfarent personale, der har viden om hundeadfærd og kan sikre de bedste vilkår for hundene.
- Bemanding hele døgnet, så der hurtigt kan reageres på eventuelle problemer eller nødsituationer, der måtte opstå.
- Fornuftigt prisleje som matcher det generelle prisniveau.

Hvordan kan du finde den rigtige hundepension til din hund, og hvordan ved du, om den passer til dit kæledyr?

Der er flere faktorer, du skal overveje, når du vælger en pension til din hund. Nogle af de vigtigste ting at kigge efter er bl.a. niveauet af pasning, der ydes, pensionens beliggenhed og pris samt andre faciliteter eller særlige funktioner, der kan gøre det til et godt valg for dit kæledyr.

Spørg venner, familie eller internettet til råds

For at finde den rigtige pension til din hund, bør du starte med at spørge venner eller familie om anbefalinger og lave lidt research på nettet for at se, hvad andre kæledyrsejere har sagt om forskellige faciliteter i dit område.
Uanset hvor mange hundepensioner, der findes i dit lokalområde, kan det være svært at vurdere, hvilken der vil være bedst for din hund. Måske er det slet ikke en af de nærmeste, der er den bedste, og i dette tilfælde må du så vurdere, hvor langt du er villig til at fragte din hund.
Det kan være svært at finde gode og troværdige kilder, når du skal vælge hundepension. Af denne grund er det oplagt at spørge personer i din omgangskreds til råds. Har du familie, venner eller kollegaer, som kender en god hundepension?
Er det ikke tilfældet, så er det naturligvis oplagt at besøge internettet. Her kan du f.eks. starte på sociale medier. Måske er du allerede medlem af en gruppe for hundeejere (evt. en gruppe for golden retriever, terrier eller en helt tredje hunderace), og ellers er det naturligvis oplagt at blive det. I disse grupper er det normalt at dele sin viden og udveksle informationer, og det er dermed oplagt at høre om der er andre brugere, der har et forslag til en god hundepension i dit område.

Besøg hundepensionen

De fleste hundepensioner har en hjemmeside, hvor du kan læse om faciliteterne og se billeder af forholdene. Det er derfor ganske smart at tjekke disse hjemmesider ud, inden du beslutter dig for en specifik hundepension. Omvendt bør du selvfølgelig også huske på, at tekster og billeder kan sminkes, og du kan således først få det helt rigtige indblik i hundepensionen, hvis du vælger at besøge stedet.

Skal du besøge hundepensionen på forhånd?

Har du mulighed for det, kan det selvfølgelig være en god idé at besøge nogle af de hundepensioner, som du finder lovende. Det er dog ikke altid muligt – enten fordi du ikke har tid til at aflægge pensionerne et besøg, eller fordi pensionerne ikke er åbne for besøg.
For de fleste mennesker er arbejdet med at drive en hundepension en tidskrævende indsats, som nogle gange skal passes sideløbende med et ’almindeligt’ arbejde. Af denne grund prioriterer nogle hundepensioner at have meget begrænsede åbningstider og muligvis ikke tid / overskud til at vise faciliteterne frem.
På andre pensioner forholder det sig modsat. Her er døren altid åben, hvis du skulle få lyst til at kigge indenfor. Et personligt besøg afslører hurtigt om pensionen er det rette sted for din hund. Brug gerne noget tid på at observere personalet og faciliteterne, da dette vil hjælpe dig med at vurdere, om kennelen er ren, har det rette personale og er veludstyret til at opfylde din hunds behov.

Hvordan forbereder du bedst din hund på opholdet på en hundepension?

Der er flere ting, du kan gøre for at forberede din hund til opholdet på hundepensionen. Det vigtigste er at vænne hunden til at være væk fra dig, så den kan lære at håndtere adskillelsen. Dette bør hunden lære allerede som hvalp.
Ligger hundepensionen i nærheden, kan du også begynde at planlægge opholdet i god tid, ved at tage hunden med på regelmæssige udflugter til pensionen, og introducere den til stedet og personalet.
Der er desuden flere ting, du kan gøre, for at forberede din hund på opholdet på en hundepension, f.eks. at sikre, at den er opdateret med alle sine vaccinationer, og at den har en mikrochip eller andre identifikationsmærker.

Hvad med afhentningsdagen?

På afhentningsdagen kan du forvente at få tilbagemeldinger på din hunds trivsel. Har den haft et godt ophold, her den være glad og tilfreds? Det er også oplagt at drøfte, hvad der er gået godt og hvad der kunne gøres bedre ved fremtidige besøg.

Hvad skal du medbringe, når du afleverer din hund på en hundepension?

Når du afleverer din hund hundepensionen, er der nogle få ting, som du skal sørge for at medbringe. Det drejer sig bl.a. om bevis for vaccinationer, dyrlægejournaler og eventuel medicin eller kosttilskud, som din hund tager i øjeblikket.
Du bør måske også medbringe hundens kurv/tæppe, yndlingslegetøj og eventuelt en portion af de godbidder, du plejer at give din hund.
Nogle hundepensioner tilbyder mad til hundene. Andre steder skal maden medbringes. Det er naturligvis en luksus ikke selv at skulle tænke på mad til din hund, men langt de fleste hunde foretrækker at spise det, den mad, de kender. Og får din hun en særlig diæt, så skal den selvfølgelig fortsætte med det, mens den er på hundepensionen.
Det kan være en idé at medbringe et aktuelt foto, hvis hunden skulle blive væk, mens du er bortrejst. Endelig er det også en god idé at efterlade kontaktoplysninger i nødstilfælde, hvis der sker noget, mens du er væk.

Hundepensionen: Klassiske myter

Der er flere myter om hundepensioner. Nogle af de mest almindelige er, at disse faciliteter ikke har tilstrækkeligt personale eller er kvalificeret til at tage sig af hundene, at de ikke giver hundene tilstrækkelig motion, og at de ikke tilbyder regelmæssig pleje.
Det er vigtigt at huske, at hundepensioner har en interesse i at yde omfattende pleje til de dyr, de har ansvaret for, og at sikre deres sikkerhed og velbefindende til enhver tid. Det betyder, at der arbejdes hårdt for at sikre, at faciliteterne er gode, sunde, rene og sikre for hundene.
Derudover sørger de fleste pensioner for at personalet har den nødvendige viden om hundene, de har ansvaret for. Inden du placerer din hund i en pension, er det vigtigt, at du laver din research, så du kan være sikker på, at de tilbyder det bedste niveau af omsorg for din hund.

Er det en fordel at sende din hund i pension frem for at lade den passe hjemme hos en ven eller et familiemedlem?

Du kan med fordel tænke over alternativer til den klassiske hundepension, og hvis du har venner eller familiemedlemmer, der gerne vil passe din hund, bør du bestemt overveje denne mulighed. Der er imidlertid både fordele og ulemper ved at droppe hundepensionen.
Der kan være mange penge at spare ved at fravælge hundepensionen og i stedet lade en ven eller et familiemedlem passe din hund, men det er ikke sikkert, at du ønsker at lægge venner og familie til last. Det er nemlig en stor opgave at have ansvaret for andres dyr. Og i særdeleshed en hund, som kræver nærvær og pleje.

Pasning i vante omgivelser

Det er ideelt at få passet hunden i vante omgivelser, hvor den er tryg. Det kræver imidlertid at personen som skal passe hunden enten flytter ind hos dig eller kommer forbi flere gange i løbet af døgnet. Er din hund ikke vant til at være alene i mange timer i løbet af døgnet, er sidstnævnte næppe den ideelle løsning.
Til gengæld er det en fordel for hunden, hvis den kan opholde sig hvor den plejer, da dette utvivlsomt vil mindske dens stressniveau. Og er det ovenikøbet en velkendt person, der skal passe den, kan det altså være den perfekte løsning.

Pasning hos venner og familie

Skal hunden bo et fremmed sted, mens du er bortrejst? Hvis din hund er vant til at komme på besøg fremmed steder – herunder hos den pågældende person, der skal passe den – burde det være relativt uproblematisk at lade den passe her. Det er dog fortsat nogle aspekter, du bør tænke over:
Du skal naturligvis undgå at vennen eller familiemedlemmet føler sig presset til at passe din hund. Det kan være en krævende opgave, og foregår det i personens eget hjem, kan det også skabe problemer i forhold til svineri. Og hvad hvis hunden ødelægger noget? Overvej også om hjemmet er et godt sted for en hund. Hvis man ikke selv er hundeejer, indretter man sjældent sit hjem, så det passer til en hund.

VIRKSOMHEDSDATA.COM

Virksomhedsdata.com gør det nemt at finde potentielle kunder, leverandører og partnere indenfor din branche.

Drevet af Jysk Mediehus ApS       Kontakt: kontakt@jyskmediehus.dk     
store