PFA laver kæmpeaftale med Clever: 1.400 ladestandere på vej

Den grønne opstilling kommer til at ramme en lang række ejendomme, som er ejet af pensionsselskabet PFA. Selskabet har nemlig indgået en aftale med ladeoperatøren Clever, som betyder at der i årene frem mod 2025 skal opstilles 1.400 ladestandere i forbindelse med ejendomme, som ejes af den danske pensionsgigant. Aftalen gælder både PFA’s erhvervs- og boligejendomme.
Inden 2025 skal der være monteret 1.400 ladestandere på PFA’s erhvervs- og boligejendomme. Clever Danmark pressefoto 

CO₂-aftrykket skal nedbringes

PFA er en stor spiller, når det gælder erhvervs- og boligejendomme i Danmark, og netop ejendoms-området er ifølge ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn, et CO₂-tungt område. Af denne grund kan man derfor opnå en stor effekt ved at rette den grønne omstilling mod netop denne del af forretningen:

”PFA har et stort ønske om at være med til at skubbe så kraftigt som muligt til den grønne omstilling, og ejendomme er et område, der er CO₂-tungt. Derfor gør vi, hvad vi kan, for at nedbringe CO₂-aftrykket”, fortæller Michael Bruhn, til Berlingske.

Infrastrukturen skal være i orden

I øjeblikket er der godt gang i salget af elbiler, men for at elbilen for alvor kan vippe benzin- og dieselbiler af pinden, er det nødvendigt med en god infrastruktur. Ifølge Michael Bruhn skal bilejerne ikke være nervøse for, om de kan finde et sted at lade deres bil:

”En af barriererne ved at køre elbil er at kunne lade bilen op. Derfor skal infrastrukturen være i orden og fungere på samme måde som med benzintanke, så folk ikke er bekymret for, om de for eksempel kan komme til at lade, så de kan nå hjem til jul”

Elbilen skal være folkelig

Også hos Clever er der naturligvis glæde at spore i kølvandet på den nye aftale, som ifølge direktør, Casper Kirketerp-Møller, kan være med til at gøre elbilen folkelig og således til et seriøst alternativ til biler med forbrændingsmotor:

”I Clever mener vi, at elbilen skal være folkelig og for alle, og derfor opsætter vi også ladestandere der, hvor elbilisterne er – uanset om du er på arbejde eller bor i lejlighed og ikke har mulighed for egen ladeboks.

”Det skal være nemmere at køre i elbil og mere oplagt at vælge den til, og her er erhvervslivets bidrag en vigtig faktor, så vi i fællesskab kan gøre det muligt at vælge de grønne løsninger til i hverdagen. Sammen med PFA sætter vi endnu mere fart på udvidelsen af Danmarks største ladenetværk og gør det meningsfuldt at få strøm på bilen”, fortæller Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller i en pressemeddelelse.

1.400 grønne parkeringspladser

I alt råder PFA over 9.300 parkeringspladser, som er fordelt på PFA’s erhvervs- og boligejendomme. Med den nye aftale, som selskabet har indgået med Clever, kommer 15 procent af pladserne (1.400 stk) til at være forsynet med en ladestander. Planen er at ladestanderne skal etables i byer som København, Aarhus, Odense, Slagelse, Vejle, Birkerød og Hillerød.

Du kan læse historien hos Berlingske her og se hele pressemeddelelsen fra Clever her.

VIRKSOMHEDSDATA.COM

Virksomhedsdata.com gør det nemt at finde potentielle kunder, leverandører og partnere indenfor din branche.

Drevet af Jysk Mediehus ApS       Kontakt: kontakt@jyskmediehus.dk